Genveje


Nyhedsbrev

Nyt fra fagfestival.dk

Tilmeld dig nyhedsbrev ved at udfylde feltet med din mail adresse.


Indhold

DR stadig lukket

- Der ligger en del DR-tradition i ikke at indrømme, når der er begået fejl.

Sådan lød Jacob Mollerups vurdering ved formiddagens foredrag på Fagfestival 2006. Et foredrag som tog udgangspunkt i DRs evne til at erkende egne fejl. Jacob Mollerup blev for to år siden ansat som seernes og lytternes redaktør på Danmarks Radio. Siden ansættelsen har han oplevet mange eksempler på, hvordan DR i sine indslag er gået for langt. Nogle af de værste tilfælde blev under foredraget taget op og eksponeret under kritisk ledsagelse af Lasse Jensen. Lyt med her

Med spørgsmål fra salen og Lasse Jensens kritiske inputs som ordstyrer blev Mollerups rolle som seernes og lytternes ombudsmand sat under lup. Selvom Mollerup skal fungere som bindeled mellem DR’s brugere og DR’s bestyrelse så er hans indflydelse begrænset:

- Jeg har ingen formel kompetence til at træffe beslutninger. Jeg kan rejse diskussioner og henvende mig til chefdirektionen, og min sidste mulighed er at gå til generaldirektøren, lød det fra Jacob Mollerup.

På trods af de formelle beføjelser har DR’s ombudsmand travlt, hvilket de mange medbragte eksempler bekræftede. Der var eksempler på skjult reklame i programserier som ”Drømmehuse” (1995), hvor DR ifølge Mollerup efterfølgende aldrig har erkendt offentligt, at de blev ført bag lyset. Der var Leth-affæren, hvor gør-det-selv-manden Flemming Leth fik opsagt sin kontrakt på DR, fordi han afslog at stoppe sin reklamevirksomhed for diverse byggemarkeder.

Ud fra de fremviste eksempler står det klart, at Danmarks ældste radio- og tv-kanal stadig har meget at hente i forhold til f.eks. avisernes måde at se kritisk på egen virksomhed. Jacob Mollerup erkender da også, at det er op ad bakke for DR:

- Der er alt for få rettelser og præciseringer i DR, og man burde sænke tærsklen for, hvornår og hvor meget man bør rette – ligesom i avisbranchen. Den ånd kunne vi godt bruge i DR, indrømmer Mollerup.

Inden for de sidste 6 år har DR kun indkasseret én næse fra Pressenævnet. Noget der enten kan tages som udtryk for, at public service-kanalen overholder alle programetiske standarder til fulde, eller tværtimod at kanalen stadig kæmper med at nedbryde de ensrettende mure fra monopoldagene.

Fra den 1. januar 2007 bliver ombudsmandsordningen indskrevet i radio- og fjernsynsloven, hvilket understreger ordningens uafhængighed.