Genveje


Nyhedsbrev

Nyt fra fagfestival.dk

Tilmeld dig nyhedsbrev ved at udfylde feltet med din mail adresse.


Indhold

In it for the money

”Er gratis-aviser kvalitets-aviser?” og ”hvordan kan man bidrage til alsidighed indenfor avisbranchen, hvis de alle får den samme ejer?” Mediemogul David Montgomery sad i den varme stol i, hvad der højst sandsynligt føltes som en evighed for ham. De tilstedeværende journalister i sal A på Nyborg Strand Hotel måtte montere de famøse rundsave på albuerne, for at få lov til at stille spørgsmål, for der var mange af dem.

For mange journalister handler faget ikke om penge, men måske om en indre lyst til at beskrive den bedst opnåelige version af sandheden, skrive om uretfærdigheder og forhåbentlig bevare en indre integritet.
I dag fik man et indblik i journalistikken fra et rent ejer-synspunkt. Og for David Montgomery handler det ikke om idealisme. Det handler om penge.

- Det er ingen hemmelighed at aviserne er ude i en krise. Aviserne bliver nødt til at udvikle sig. De bliver nødt til at fortjene retten til at eksistere og skal konkurrere om deres læseres opmærksomhed, sagde David Montgomery.

En anden af David Montgomerys opråb til mediebranchen var, at de store aviser ikke har været aggressive nok til at videreudvikle deres egen stil på nettet. De er stagneret fordi de ikke har været villige til at udvikle sig på andre platforme.

David Montgomery er ejer af Orkla Media, som blandt andet ejer Det Berlingske Officin. Og han satte mange af de tilstedeværende journalister helt op i det røde spændingsfelt da snakken faldt på eventuelle fremtidige massefyringer indenfor Det Berlingske Hus.

- Mit firma bliver nødt til at lave en løbende vurdering af virksomheden, og jeg kan kun sige at der vil blive færre ansatte i fremtiden, der er altså ingen jobgaranti for journalisterne, sagde David Montgomery.

Til gengæld lovede han, at journalisterne ikke vil få mindre i løn.

- Hvis man vil tiltrække talentfulde journalister, bliver man nødt til at bibeholde nogle gode lønninger. Så jeg vil fastholde lønregimet i Danmark, grinte David Montgomery.

David Montgomery bliver ikke kaldt mediemogul for ingenting. Han har selv før talt om, at han satser på at blive Europas nye bladkonge. Han løftede dog også sløret for at han måske bliver nødt til at udvikle sine forretninger på andre fronter.

- Måske vil mit næste skridt være mere ovre i den digitale afdeling, sagde han, uden dog at komme nærmere ind på hvad det helt konkret indebærer.